mandag den 21. april 2008

Mexicanske film på biblioteket

Film om Mexico og film af mexicanske intruktører (ikke nødvendigvis om Mexico) har i de senere år haft stor succes. I de danske biografer kan man i øjeblikket se filmen 'La Zona', instrueret af Rodrigo Plá. I Mexico bor drengen Alejandro med sin familie i zonen, en indhegnet og bevogtet bydel for de rige. En dag kravler tre slumunger over muren og myrder en ældre kvinde. I stedet for at melde mordet til politiet, beslutter zonens indbyggere selv at hævne drabet. To af ungerne bliver hurtigt fundet og dræbt. Ingen ved hvor den sidste er, indtil Alejandro finder ham i sin kælder... De danske filmkritikere modtog filmen med begejstring. I Berlingske Tidende skrev Ebbe Iversen bl.a.: Grum og oprørende er den, og da den stramt fortalte film desuden er fyldt med intens atmosfære og dynamisk drive, findes der overhovedet ingen god grund til at lade være med at se den.

I Københavns Biblioteker kan selvfølgelig låne en lang række film som enten har en mexicansk instruktør eller handler om Mexico. Her har du en oversigt over hvilke.

Alejandro González Iñarritu. Denne instruktørs spillefilmproduktion består indtil videre kun af 3 titler - og hvilke 3. De har tilsammen vundet 96 priser og modtaget 122 nomineringer rundt om i verden og kan alle lånes på biblioteket.


Amores perros (Love is a bitch) (2000). Vi befinder os i Mexico City. Verdens største og tættest befolkede by. I et dødeligt biluheld kolliderer tre skæbner. Octavia er en ung hustler, der har forelsket sig inderligt i sin brors kone Susana. Den 42 årige Daniel forlader sin kone og to døtre og flytter ind hos Valeria, en smuk og succesfuld model. Skæbnen kaster Valeria ind i et tragisk biluheld, der forvandler hendes karakter fuldstændig. El Chivo (geden), bliver vidne til trafikuheldet. Han finder den døende hund Cofi, som han tager med hjem og helbreder. Cofi er en veltrænet dræber, hvilket paradoksalt nok gør El Chivo i stand til at stå ansigt til ansigt med sig selv og sin smertefulde fortid. Man kan kalde Amores Perros for en mexicansk udgave af Magnolia eller Short Cuts, hvor historier og menneskeskæbner kommer på kryds og tværs af hinanden. Filmen er Iñarritus spillefilmsdebut, hvilket lyder helt utroligt. Den vandt priser verden over og det var helt fortjent. En film man bør se !!!

21 grams (2003). Iñarritu var efter Amores Perros allerede et 'hot' navn og var hentet til USA for at lave sin anden spillefilm - 21 grams, med store navne som Sean Penn, Naomi Watts og Benicio del Toro. De 2 sidstnævnte var begge Oscarnominerede for deres roller i filmen og filmen selv var nomineret til et væld af priser rundt om i verden. Det siges at 21 gram er den vægt man taber når man dør. Vægten af fem femcent mønter, en kolibri, et stykke chokolade - og måske menneskets sjæl. Tre mennesker mødes tilfældigt og under dramatiske omstændigheder: Paul er en dødeligt syg matematikprofessor, Christina er en mor, der sørger over et tab, og Jack har siddet i fængsel i lang tid, men netop blevet løsladt uden at hans nyreligiøse frelse dog har formået at fjerne den skyldfølelse, han føler over sin forbrydelse. De tre skæbner bliver uløseligt bundet sammen i en blanding af kærlighed, forløsning og besættelse.

Babel (2006). Hvis ikke Iñarritu allerede var brudt igennem, så gjorde han det i hvert fald her. Babel var Oscarnomineret i hele 7 kategorier - nøjedes med at vinde én for bedste filmmusik, men var altså nomineret i de stærkeste kategorier for bedste film og bedste instruktør. Richard og Susans ægteskab har haft det bedre. De er derfor taget til Marokko for at forsøge at redde forholdet. Skæbnen vil at ægteparret befinder sig i området lige netop den dag to marokanske gedepasser-drenge affyrer deres riffel og uheldigvis rammer den bus, Richard og Susan sidder i. Det sætter en kædereaktion af begivenheder i gang, som involverer mennesker fra hele kloden. I filmen møder man bl.a. Brad Pitt, Cate Blanchett og Gael Garcia Bernal.

Carlos Carrera - regnes for en af Mexicos unge kommende instruktører. Han er en stort set ukendt instruktør i Danmark. Dog fik førstnævnte af nedenstående film en rimelig succes i de danske biografer. De to nævnte film kan også lånes på biblioteket - sidstnævnte dog kun på VHS.

Pater Amaros forbrydelse (El Crimen del padre Amaro) (2002). En ordineret præst bliver sendt til en lille landsby, for at hjælpe i en lille sognekirke. Kort efter sin ankomst møder han en smuk ung kvinde med en religiøs passion, som grænser til besættelse. Hurtigt bliver hendes passion for troen hjælpeløst forbundet med stigende tiltrækning af den unge præst. Men da den unge præst overskrider grænsen, som adskiller fristelsen fra synd, bliver han splittet mellem det guddommelige og det kødlige, det rigtige og det forkerte...

Benjamins kone (La Mujer de Benjamín) (1991). Den midaldrende Benjamin bliver regnet for lidt af en landsbytosse, og hans liv domineres af søsteren Micaela. Benjamin forelsker sig i den 17-årige Natividad, og på sine venners råd bortfører han hende og spærrer hende inde. Hun udnytter situationen til sin egen fordel og spiller meget på den omstændighed, at både hendes egen mor og Benjamins søster nærer meget varme følelser for stedets katolske præst. »Benjamins kone« er et erotisk lystspil, en sædekomedie med stille humor og kønspolitiske over- og undertoner i en lille mexikansk landsby.

Alfonso Cuarón er måske den af de mexikanske instruktører, der har gjort sig bedst i den amerikanske filmindustri. Hans værker dækker bredt - se bare på det udvalg bibliotekerne kan tilbyde.

En lille prinsesse (A little princess) (1995). Cuarons første spillefilm produceret i USA. Filmen er baseret på Frances Hodgson Burnetts klassiske roman. En fortryllende barndom i Indien. En barsk omvæltning, da hun bliver sendt på en streng kostskole i New York.Men Sara ved, at hun altid vil være sin fars lille prinsesse. Med den styrke ændrer hun sit liv og skæbnen for dem omkring hende.

Great Expectations (1998) Endnu en film baseret på en klassisk roman - denne gang af Charles Dickens. Cuaron har med denne film formået at føre handlingen op til nutidige rammer og med hjælp fra en samling gode skuespillere - Ethan Hawke, Gwyneth Paltrow, Chris Cooper og Robert de Niro, er han sluppet ganske godt fra det. Den er smuk, kreativ og opfindsom. Aldrig før har Dickens været så sexet og provokerende. Finn Bell er den forældreløse dreng, hvis liv ændres totalt af mødet med tre fremmede: Den dødsensfarlige straffefange Lustig, den stenrige og kyniske Miss Nora Dinsmoor og ikke mindst hendes niece, den iskolde og guddommeligt smukke Estella, som Finn bliver hjælpeløst forelsket i. Nu skal du følge Finns fantastiske livshistorie fra hans opvækst i den lille landsby i Florida til hans gennembrud som kunstner i New York, hvor han igen vil møde Estella.

- og din mor (Y tu mamá también) (2001) Cuarons næste projekt bragte ham tilbage til hans hjemland Mexico og med spansktalende skuespillere, bl.a. Gael Garcia Bernal. Cuaron blev nomineret til en Oscar for bedste originale manuskript. Døgnet rundt kredser de to teenageknægtes fantasier om tre sunde ting: sex, sex og sex. Men de 17-årige venners drømme rykker tæt på virkeligheden, da en moden, sensuel 28-årige kvinde overrasker dem med bukserne nede ved at tage imod deres overmodige tilbud om at holde badeferie sammen. Bilturen fører dem tværs igennem Mexicos storslåede landskaber. Med sin naturlige sensualitet pirrer Lucia helt bevidst de to unge mænds sanser - det her er noget helt andet end deres fantasierotik. Temperaturen i bilen buldrer op i det røde felt...


Harry Potter og fangen fra Azkaban (Harry Potter and the prisoner of Azkaban) (2004) Tjaa... filmen behøver vel ikke den store omtale, men en cadeau til Cuaron, at han fik lov til at instruere denne tredje Potterfilm. Harry Potter er elev på trolddomsskolen på tredje år. Han får at vide, at hans forældres morder er flygtet fra Azkabanfængslet og nu også vil dræbe ham.



Children of men (2006) I år 2027 har mennesket i snart tyve år ikke været i stand til at reproducere sig. Overalt hersker kaos, og da en gravid kvinde mirakuløst dukker op, forsøger både oprørere og regeringsmagt at få fingrene i hende. Flot filmet udgave af P.D. James' science-fiction roman med bl.a. Clive Owen og Michael Caine på rollelisten.



Guillermo Del Toro. Del Toros film Pans Labyrint havde succes til Oscarfesten i 2007. Den var nomineret til hele 5 Oscars, hvilket er usædvanligt for en ikke-engelsksproget film og den løb med 3 statuetter - bedste fotografi, bedste makeup og bedste scenografi.

Hellboy (2004) Hellboy er en rød djævel, som kommer til jorden under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne i krigens sidste dage har brug for okkulte våben. Hellboy kommer til USA, hvor regeringen bruger hans særlige evner, når alle andre muligheder er opbrugte.




Pans labyrint (El laberinto del fauno) (2006) Den 12-årige Ofelia ankommer med sin højgravide mor til en øde egn i Nordspanien i 1944, hvor Ofelias nye far Kaptajn Vidal (ondt spillet af Sergi Lopez - og jeg mener rigtig ondt) jager partisaner i skovene. I denne brutale verden møder Ofelia en fe, og før hun ved af det, skal Ofelia gennemgå tre prøver før fuldmåne.


-

Frida (2002) Skildring af den mexicanske malerinde Frida Kahlos (1907-54) lidenskabelige og smertefulde liv, ægteskab med den ældre maler Diego Rivera, kamp for anerkendelse og for sin krop, der blev ødelagt som ung efter en busulykke. Den mexicanskfødte Salma Hayek spiller den surrealistiske malerinde i dette flotte drama. Hayek var nomineret til en Oscar for sin rolle, men måtte lade sig nøje med at filmen vandt statuetten for bedste makeup og bedste originalmusik. Frida er instrueret af amerikaneren Julie Taymor.