torsdag den 27. november 2008

NYINDKØBTE DVD'er - December

VOKSEN

Den ny verden (2006) I begyndelsen af det 20. århundrede rykker den fattige Mancuso familie teltpælene op og sætter kurs mod det forjættede land, USA. Rejsen over Atlanten er hård, men på skibet møder de den smukke amerikanske pige Lucy, der nærmest hægter sig på familien og gør kur til enkemanden Salvatore. Golden Door beskriver de usle forhold på det overfyldte skib og den efterfølgende ydmygende kontrol, emigranterne må igennem, før de får lov til at komme ind i landet, hvor der efter sigende flyder med mælk i gaderne, og gulerødderne gror, til de er flere meter høje.

Dykkerklokken og sommerfuglen (2007) Den 8. december 1995 rammes Jean-Dominique Bauby af en hjerneblødning. Den 42-årige familiefar og succesrige chefredaktør på det internationale og højtprofilerede modemagasin, Elle, er med ét forvandlet til en levende grøntsag - fanget i den tilstand, lægerne kalder locked-in-syndrom: Hans mentale ressourcer er ubeskadigede, men hans krop er fuldstændigt lammet. Han er som fanget i en dykkerklokke. Ved at blinke med det ene øjenlåg i et morselignende kode-system dikterer han sine indtryk fra sygesengen og rullestolen, sine overvejelser, drømme og erindringer, der melder sig med særlig styrke i den tilsyneladende umulige situation. I sit ultimative fangenskab finder og raffinerer Bauby en anden frihed: Forestillingens, tankeflugtens og bevidsthedens sommerfugleagtige frihed. Han nedfælder sine erindringer med titlen "Dykkerklokken og sommerfuglen", der er gennemsyret af det eksistentielle perspektiv, som de fleste af os paradoksalt nok først får, når noget er gået galt.

Du kan selvfølgelig låne bogen på biblioteket - bestil her:

Jean-Dominique Bauby/Dykkeren og sommerfuglen

I'm not there (2007) I'm Not There er på alle måder et usædvanligt og enestående portræt af Amerikas største, nulevende rock-ikon, Bob Dylan. Usædvanlig, fordi hele seks skuespillere portrætterer Dylan, og enestående, fordi dette er den eneste af mange film om Dylan, der har fået legendens egen velsignelse og dermed den gyldne nøgle til et musikalsk bagkatalog af nærmest mytologisk karakter, der lægger sig som en solid og effektfuld klangbund gennem hele filmen. Instruktør Todd Haynes tager sit publikum med på en fabulerende og svimlende, smuk tur gennem Dylans omskiftelige liv i en film befolket af alle Dylans aliaser - trubaduren, profeten, den visionære poet, den elektriske Judas, den genfødte prædikant og den ensomme cowboy. De er alle dele af Dylans vidtfavnende personlighed og mytologiske verden og præsenteres i en række sideløbende historier, hvor seks forskellige skuespillere - unge som gamle, kvinder som mænd og sorte som hvide - spiller seks forskellige sider af Dylan.

Lust, caution (2007) Ang Lees episke kærlighedsdrama og vinder af Guldløven på filmfestivalen i Venedig. Den unge kvindelige spion Wang Chia-Chih (Wang Tei) bliver sat til at udspionere den højtstående japanske minister Mr. Yee (Tony Leung). Under dække som Mrs. Mak forsøger hun at komme ind på livet af ham, men hurtigt erfarer hun, hvor svært det er at være intim med fjenden uden samtidig at involvere sig følelsesmæssigt. Filmen har fået megen omtale pga. sine ekstremt grafiske sex-scener.

Margot at the wedding (2007) De er så tæt på hinanden, som kun søstre kan være, men de har ikke talt sammen i årevis. Grunden til den kolde luft er de selvfølgelig uenige om, men de beslutter sig for at lægge striden bag sig, da Pauline inviterer Margot med til sit bryllup. Margot lader et ødelagt ægteskab blive hjemme i New York, men tager sin lidt for tidligt modnede søn Claude med. Mødet med brudgommen Malcolm forløber ikke godt. Han er under søsterens værdighed, mener Margot. På en anden side er spørgsmålet, om hun bare er dukket op til Paulines bryllup for at kritisere… eller for at slippe væk fra ægteskabet, besøge elskeren Dick (som i øvrigt er far til Paulines barnepige) og deltage i et fremstød for sin seneste bog. En bog, der i øvrigt handler om en dysfunktionel familie, der minder smerteligt om Margots og Paulines. Fra sidelinjen ser Claude og hans yngre kusine Ingrid hovedrystende til, mens deres mødre genoplever deres barndoms gode og dårlige stunder, deres jalousi, deres vrede, deres glæde og deres afhængighed. Manuskriptforfatter og instruktør Noah Baumbach giver et både humoristisk og rørende portræt af det tætte bånd mellem to søstre og af alle de skeletter, de kan få rystet ud af skabet på få dage. Som søstrene ses Nicole Kidman og Jennifer Jason Leigh, mens Jack Black har den utaknemmelige rolle som Malcolm i klemme mellem dem. På rollelisten finder man endvidere Ciáran Hinds og John Turturro.

Before the devil knows you're dead (2007) Hank (Hawke) er fraskilt og flere måneder bagud med børnepengene. Hans storebror Andy (Hoffman) er i al hemmelighed blevet afhængig af hårde stoffer. En vane, der er blevet så dyr, at han har været tvunget til at fuske sig til nogle ekstra penge på jobbet. Med andre ord: Hank og Andy har desperat brug for penge. Men så er det, Andy kommer med et forslag. Hvad med at de røver en lille juvelbutik? Og han har en speciel en i tankerne. En, de begge kender: Deres forældres butik. Røveriet går selvfølgelig ikke som planlagt, og i de kommende dage spidser situationen til. De to brødre bliver presset længere og længere ud, alt imens rebet strammes langsomt om halsen på dem. Before The Devil virker, som om den er instrueret af en 25-årig instruktør, sulten efter succes som en anden Tarantino. Det er den bare ikke. Den er instrueret af den 83-årige Sidney Lumet, der vel efterhånden kun bliver holdt oppe af sit gode navn. Men han er åbenbart ikke mæt endnu. Lumet forvandler en simpel historie til en energisk, fræk og original film. Fortællestilen minder faktisk på nogle punkter om Reservoir Dogs. Lumet spoler handlingen frem og tilbage efter forgodtbefindende og viser oven i købet enkelte scener flere gange fra forskellige vinkler. Hver gang man tror, man har gennemskuet næste skift, hiver han et es ud af ærmet, og man bliver overrasket endnu en gang. I de to hovedroller er Ethan Hawke og Philip Seymour Hoffman fascinerende at se på. Ethan Hawke spiller pjok, som kun han kan gøre det. Hans præstation leder tankerne hen på hans gennembrudsrolle i Dead Poets Society. Philip Seymour Hoffman derimod zig-zagger frem og tilbage mellem at spille bløddyr (som han tidligere har gjort i film som Boogie Nights og 25th Hour) og psykopat, der er i stand til hvad som helst (ligesom han gjorde Mission: Impossible III). Man ved aldrig helt, hvor man har ham. Imens ses den 43-årige Marisa Tomai som Hoffmans problematiske kone, og hun demonstrerer til gengæld, at hun har en krop som en på 25, da hun smider tøjet flere gange undervejs. Nej, Sidney Lumet er skam ikke klar til at blive kørt ud på fjernlageret endnu. Det understreger denne film med al ønskelig tydelighed.

Lån andre Sidney Lumet-film på biblioteket: Murder at the Orient-Express; Storbyens prins; Serpico

Juno (2007) Juno MacGuff (Ellen Page) er en næsten helt almindelig, frisk pige. Hun gør, hvad der passer hende, uden at skæve til, hvad folk omkring hende mener er rigtigt. Det er derfor, hun springer på den charmerende, men lidt kejtede Bleeker (Michael Cera), og det er derfor, hun havner i den uheldige situation, at hun pludselig er gravid. Efter at være kommet sig over det første chok beslutter hendes forældre sig for at støtte Juno, hvad hun end vælger at gøre. Juno kan naturligvis ikke få sig selv til at få en abort, så i stedet giver hun sig, sammen med veninden Leah (Olivia Thirlby), til at lede efter det perfekte adoptivpar til sit ufødte barn. Fantastiske Ellen Page (Hard Candy) spiller hovedrollen i denne spøjse komedie skrevet af Diablo Cody (aka Brook Busey-Hunt), der mest er blevet berømt, fordi hun er tidligere stripper. Jason Reitman, der lavede den ikke rigtig vellykkede Thank You for Smoking, instruerer.

Min bedste ven (2006) Francois (Daniel Auteuil) er en midaldrende kunsthandler, som har alt, hvad man kan ønske sig. Eller har han? Under et middagsselskab med sine kolleger konfronteres han med det faktum, at de alle opfatter ham som en arrogant og selvcentreret person, som ikke har en eneste rigtig ven. Et væddemål om at bevise, at han kan fremvise en ’bedste ven’, driver ham i armene på en tilfældig, næsten alt for godtroende, snakkesalig taxachauffør. Men at få et venskab til at fungere viser sig at være meget hårdere, end han havde troet, og Francois må lære, hvad ægte venskab betyder på den hårde måde. Min bedste ven er et lunt fransk drama med Daniel Auteuil, der med rette kaldes Frankrigs bedste karakterskuespiller - et sikkert filmvalg, som vil vække latter og samtidig mane til eftertænksomhed.

Molière (2007) Før Molière blev verdens største komiker, var han en ganske tragisk figur. Da han bliver hyret af en rig adelsmand til en hemmelig opgave, ser han imidlertid sin store chance. Molière kan virkelig kunsten at lave en scene, og han vikler sig snart ind i en masse intriger og forvekslinger. Det er først, da kærligheden rammer ham, at hans øjne endelig åbnes for verden. Romain Duris spiller Molière, det verdensberømte geni, som skabte den moderne komedie. "Som om Molière selv har siddet ved pennen" skrev kritikerne om dette farvesprudlende romantiske eventyr i samme stil som Shakespeare in Love.

Romulus, my father (2007) Richard Roxburghs debutfilm som instruktør har gjort et stort indtryk og vundet flere priser i sit australske hjemland. Eric Bana spiller imigranten Romulus, som sammen med sin kone Christina (Franka Potente) kæmper en hård kamp for tilværelsen ude i bush'en. Det er tiden lige efter Anden Verdenskrig. Moderen lider af depressioner og svigter ofte, mens den dybt moralske far opbygger et ubrydeligt forhold til sin søn Raimond (Kodi Smit-McPhee).

Truman (1995) Han var en helt almindelig mand – en fejlslagen bonde, butiksejer og amtspolitiker – som endte med at blive en af Amerikas mægtigste præsidenter. En leder og en mand, hvis beslutninger endte med at forandre verden: Harry S. Truman. Han, en simpel folkets mand, som stod i spidsen for Amerika og førte verden gennem de mest rørte vande i historien. Det var en æra med frygtelige uroligheder, en svær tid at være præsident i. Truman førte en hel nation gennem afslutningen på anden verdenskrig, begyndelsen på den kolde krig, kampen for borgerrettigheder og grundlæggelsen af FN. Truman tog tyren ved hornene, da Amerika smed den første atombombe og gjorde en ende på krigen mod Japan. Under hele sin tid som præsident var Harry Truman tro mod sin målsætning om “at tjene folket – ikke at kontrollere dem.” Dette er hans bemærkelsesværdige historie og han bliver spillet af Gary Sinise, som vandt en Golden Globe for præstationen.

Læs Harry S. Trumans selvbiografi: Harry S. Truman

BØRN

Kiki den lille heks (1989) Med "Kiki's Delivery Service" forsøger Hayao Miyazaki at ramme et meget bredt publikum. Historien minder på mange måder om Harry Potter. Kiki er en 13-årig pige, hvis mor er heks. Som alle andre døtre af hekse må Kiki i sit trettende leveår rejse hjemmefra for at lære selv at blive heks. På sin kost flyver hun ud i den store verden for at finde en spændende by at slå sig ned i, mens hun skal lære hekses mange kundskaber. Hun ender i en storby, hvor indbyggerne helt har glemt eksistensen af hekse. Først får hun arbejde hos en bager, men senere ender hun som byens flyvende bud. Filmen skildrer på mange måder det moderne samfunds opgør med fortidens overtro. På det plan minder den en hel del om Miyazakis andre film. Man fornemmer også i denne film, hvor stor en betydning det spirituelle har for hans skaberværk, men det bliver dog først med filmene Princess Mononoke og Chihiro og heksene, at den åndelige verden, sammen med japansk mytologi, helt tager kontrollen over hans fortælling. "Kiki's Delivery Service" er en sød lille film, som udspiller sig på et niveau, hvor alle kan være med. Ligesom "Porco-Rosso" er den meget børnevenlig, men her synes det bare ikke på samme måde som i "Porco-Rosso" at hæmme filmens natur.

Gracie (2007) Gracie er en varm, inspirerende historie om frihed, familie og fodbolddrømme, som bygger på den Oscar-nominerede skuespillerinde Elisabeth Shues egne barndomserindringer. Filmen er instrueret af David Guggenheim, som vandt en Oscar for Al Gore-filmen En ubekvem sandhed. New Jersey, 1978. Da Gracies bror dør i en bilulykke falder hendes familie helt fra hinanden. Men Gracie håndterer sorgen helt anderledes. Hun bestemmer sig for at tage hans plads på fodboldholdet og opfylde hans højeste ønske. Hun må kæmpe hårdt imod omgivelsernes fordomme, de hårde drenge på holdet og en modvillig skoleledelse. Ikke engang hendes egen far synes, at hun har noget at gøre på banen. Men Gracie finder en styrke inden i sig selv, som hun ikke vidste, hun besad, og hendes livs vigtigste kamp nærmer sig!

ØVRIGE TITLER: VOKSEN

The Barber of Siberia; Bonneville; Børnehjemmet; Cassandra's Dream; The Flying Scotsman; Himmerland; Hornblower 1; Hornblower 2; Hornblower 3; Hornblower 4; Hornblower 5; Hornblower 6; Hornblower 7; Hornblower 8; Ifølge Charlie; Knallhart; Kind Hearts and Coronets; Kærlighed i koleraens tid; O'Horten; On a Clear Day; Orfeu Negro; The Outsiders; Paranoid Park; Rails & Ties; Arn - tempelridderen; Bare sammen; De nøgne træer; De unge år; For enhver pris; Gøglernes aften; Harold Lloyd - the definitive collection; Herskab og tjenestefolk (TV) - 4. sæson; The House of Elliott; Kauas pilvet karkaavat(Drifting Clouds); Kriminalkommisær Barnaby (TV) - 9; Manden som kom ned på jorden; March of the Wooden Soldiers; Off the Black; Things to Come; The Van

BØRN:

tirsdag den 25. november 2008

NYINDKØBTE DVD'er - November 2008

VOKSEN

The Darjeeling Limited (2007) I Wes Andersons nyeste opus The Darjeeling Limited begiver tre amerikanske brødre, som ikke har talt sammen i et år, sig ud på en togrejse tværs gennem Indien med en plan om at finde sig selv og blive knyttet tættere til hinanden - blive brødre igen som i barndommens gode gamle dage. Deres "åndelige korstog" kører imidlertid hurtigt af sporet (pga. tildragelser, der involverer smertestillende håndkøbsmedicin, indisk hostesaft og peberspray), og de ender med at strande alene ude midt i ørkenen med 11 kufferter, en printer og en lamineringsmaskine. Og her tager en ny, ikke-planlagt rejse sin begyndelse.


Hvis du kan li' Wes Andersons stil kan du også låne disse 2 titler på biblioteket:

The Life Aquatic with Steve Zissou og

The Royal Tenenbaums.


Eastern Promises (2007) Den mystiske og karismatiske russiskfødte Nikolai Luzhin (Viggo Mortensen) er chauffør for en af Londons mest organiserede, kriminelle familier, der nedstammer fra Østeuropa. Familien er en del af det kriminelle og frygtede Vory V Zakone broderskab. Familiens overhoved, faderen Semyon (Armin Mueller-Stahl), er på overfladen en venlig og imødekommende ejer af en luksuriøs restaurant, men i virkeligheden er Semyon en iskold og yderst brutal person. Familiens formue vogtes nidkært af Semyons uligevægtige søn, Kirill (Vincent Cassel), der er tættere knyttet til Nikolai end til sin far. Nikolais trygge og velbevogtede tilværelse bliver dog forstyrret, da han møder den smukke Anna Khitrova (Naomi Watts), der arbejder som jordemor på et hospital i det nordlige London. Anna bliver dybt berørt, da en ung pige dør under en fødsel, men det lykkes at redde barnet, og Anna sætter sig for at opspore barnets slægtninge ved hjælp af den afdøde piges dagbog. Dagbogen er skrevet på russisk, men Annas onkel Stepan, der også er russer, råder hende til at være forsigtig under sit opklaringsarbejde. Og med god grund – for jo mere Anna dykker ned i dagbogens hemmeligheder, jo mere livsfarlig viden får hun om det frygtede Vory broderskab. Nikolai vil gerne hjælpe Anna, men det betyder samtidig, at han kommer til at forråde Semyon og Kirill. Snart ved Nikolai ikke, hvem han kan stole på, og pludselig er hans eget liv for alvor i fare.
David Cronenberg har instrueret Eastern Promises. På biblioteket kan du låne disse Cronenberg-film: A History of Violence; Nøgen frokost og Spider.

Hedwig and the Angry Inch (2001) Hedwig er en sælsom rock opera spundet ud af skuespilleren og instruktøren John Cameron Mitchells sind, hvis fortid har indtil flere lighedspunkter med titelrollen - tro det eller ej. Den handler om en neo-punk-glam-drag-rocker fra Østtyskland, der egentlig hed Hansel, og som for at slippe ud af østblokken lader sig overtale til at få kappet sin manddom af, så han kan blive gift med en amerikansk soldat og komme til USA. Operationen er dog ikke helt vellykket, og den efterlader Hedwig med en rest på en tomme og en ufuldstændig følelse, da han jo hverken er mand eller kvinde. Hedwigs søgen efter kærlighed og en form for helhed er historiens base, og selvom stemningen minder meget om The Rocky Horror Picture Show, er der en mere ægte stemning i filmen. Det skyldes først og fremmest Mitchells spil i titelrollen, der bærer filmen og balancerer den fint mellem det campede og det rørende. Hedwig er ikke så vild som Rocky Horror, men fans af sidstnævnte vil helt sikkert finde stor glæde ved filmen og dens fængende rockmusik.

I går, i dag og i morgen (1963) Napoli er skuepladsen for den første af tre erotiske og komiske episoder. Her møder vi en forhærdet cigaretsmugler, der udnytter loven om, at gravide kvinder ikke må fængsles - men efter syv børn begynder potensen at svigte for hendes hårdtprøvede mand. I Milano stifter vi bekendtskab med en kvindelig millionær, der er forelsket til op over begge ører i sin fattige, men stilfulde elsker. Lige indtil han smadrer hendes funklende Rolls Royce. I Rom møder vi den godhjertede luksusluder, der afgiver kyskhedsløfte, da en præsteelev bliver en tand for nærgående - til stor frustration for hendes stamkunde.

La moustache (2005) Så længe Marc kan huske, har han haft overskæg. Det har været en uløselig del af hans udseende, ja selv hans identitet. Ved en pludselig indskydelse barberer han det af, og til hans store overraskelse bemærker hans kone Agnes og deres fælles venner overhovedet ikke forandringen. Marc konfronterer Agnes med det, men hun påstår hårdnakket, at Marc aldrig har haft et overskæg. Snart går det op for Marc, at der er væsentlige detaljer fra hans liv, som han tilsyneladende er den eneste, der kan huske, og han begynder at tvivle på sin personlighed, sine minder og sin omverden. La Moustache spiller puds med vores opfattelse af identitet, realitet og hukommelse og byder på en fascinerende og virkelighedsudfordrende oplevelse i stil med hjernevridende film som Being John Malkovich og Evigt solskin i et pletfrit sind.

Solaris (1972) Andrei Tarkovskijs Solaris fra 1972 satte i samspil med Stanley Kubrick-klassikeren 2001: A Space Odyssey fra 1968 helt nye standarder for, hvad man kunne forvente og forlange af science fiction film. Solaris er et filosofisk foruroligende portræt af menneskets destruktive interaktion med omverdenen. Filmen er en visuel tour de force, der tematisk kredser om kærlighed, bevidsthed, personlig identitet, erindring og ikke mindst forsoning og nostalgi. En fremmed entitet, selvmordstraumer og store filosofiske spørgsmål skaber en foruroligende ubalance, der i samspil med tempoet og filmens lange spilletid tvinger seeren næsten fysisk ind i karakterernes ulidelige mentale trængsler. Det er filmkunst på højeste niveau. Den prisvindende russiske mesterinstruktør Andrei Tarkovskij står endvidere bag Ivans barndom (1961), Andrei Rublev - den yderste dom (1966), Spejlet (1975), Vandringsmanden (1979), Nostalghia (1983) og Offeret (1986). Dansk films største eksportvare Lars von Triers debut Forbrydelsens element er stærkt inspireret af Tarkovskijs unikke filmkunst.

Umberto D. (1952) Der må findes en gud, også for film. Og i givet fald er Umberto D. et af denne guds få vidundere. Hvor mange, der er af slagsen i filmhistorien, er uvist, men det er stadig de ganske få film, der finder vej helt til toppen. Vittorio De Sica har iscenesat denne uforglemmelige film, der bevæger så dybt, at det ikke lader sig gøre at genfortælle i ord. Historien om den pensionerede Umberto Domenico Ferrari (Carlo Battisti), der bevæger sig rundt i ét stort vakuum af ensomhed og meningsløshed på evig jagt efter at skrabe penge sammen til sin sure udlejer, er voldsomt gribende. Umberto har boet i sin lille lejlighed gennem de sidste tredive år. Nu er han ikke længere en sikker indtjeningskilde for udlejeren - en hysterisk, selvglad overklasse-sangerinde med en hel kø af mænd efter sig. Efterhånden som Umberto erfarer, at han er uønsket og ikke henter sympati fra ret mange kanter, beslutter han sig for at begå selvmord. Men dårlig samvittighed over for hans eneste tro følgesvend, gadekrydset Flike, sætter ham gentagne gange på andre tanker. En af ejendommens øvrige lejere, den unge Maria (Maria-Pia Casilio), er den eneste af kød og blod, der udviser oprigtige følelser over for den hårdt prøvede mand. Filmen kan synes enkel på overfladen, men er rent faktisk en kompleks og meget dyb historie, der skærer ind til benet og når følelsernes centrum med overrumplende virkning. På intet tidspunkt bliver Vittorio De Sica sentimental i sin skildring af Umberto D. De følelser, vi har som publikum, ransager vores sjæl. Og man slipper aldrig Umberto D. igen - det er en film, man bærer med sig resten af livet. Billedligt står filmen på et nærmest overmenneskeligt plan: enkelt og dog så perfektionistisk, stramt komponeret. Intet billede er overladt til tilfældighederne, og hvert enkelt lille fnug i kameraets linse bliver nærværende. Carlo Battisti, der ikke var uddannet skuespiller, gav med denne præstation filmhistorien en unik gave. Sjældent har man set et så oprigtigt rørende menneskeportræt på film.Musikken er brugt minimalistisk og yderst begrænset: på de helt rigtige steder træder tonerne ind og underbygger i det stille.


BØRN

Eventyrtimen - græske myter (1990) Denne fantastiske serie forener menneskelige skuespillere og eventyrvæsner fra Jim Hensons Creature Shop, folkene bag The Dark Crystal og Labyrinth, i genfortællingen af fire klassiske græske myter. Michael Gambon har overtaget rollen fra John Hurt som The StoryTeller, der fortæller de fantastiske historier til sin kyniske hund (hvis stemme leveres af Jim Hensons søn, Brian Henson).



Legenden om jordhavet (2006) Endnu en bjergtagende animationsfilm fra Japans svar på Disney-studierne, Studio Ghibli. Denne gang er det dog ikke Miyazaki Senior, som har stået for iscenesættelsen, men derimod mesterinstruktørens søn, Gozo Miyazaki. Og han debuterer med brask og bram med Legenden om Jordhavet, der er baseret på et eventyr af Ursula K. Le Guin og handler om en ung prins, der drager ud på en magisk rejse, hvor han møder trolde, hekse og drager – og i sidste ende står ansigt til ansigt med sig selv. "Jordhavet" er navnet på filmens middelalderligt udseende parallelverden. Her drives den unge prins Arren til at myrde sin egen far og stjæle det kongelige sværd, der gemmer på mystiske kræfter. Og så er Arren pludselig jaget vildt. Ikke mindst troldmanden vil have fingre i ham, så denne kan sikre sig evig ungdom. Også på det tematiske område går sønnen i faderens fodspor: Filmens formaning om at tage ordentlig vare på de jordiske herligheder er helt i Miyazakis Seniors økologiske ånd.


ØVRIGE - VOKSEN: Beat the Drum; Den yderste dom; Det store ædegilde; Dr. Caligaris kabinet; Drageløberen; Familien Ashton 1(TV); Gåden om Kasper Hauser; Hairspray; Il Caimano - mig og Berlusconi; Ivans barndom; Kongemordet(TV); Også dværge er begyndt i det små; Pigen og hyacinten; Spejlet; The Sopranos 1(TV); The Sopranos 2(TV); This is England; Vandringsmanden; Vinterkrigen; Ærlige svindlere; Min afrikanske trilogi plus én

ØVRIGE - BØRN:Lille prinsesse 1; Lille prinsesse 2

tirsdag den 7. oktober 2008

NYINDKØBTE DVD'er - OKTOBER 2008

Fighter (2007) Aicha går i gymnasiet, og hun skal være læge – siger hendes far. Men Aicha vil hellere bruge tiden på kampsport end på lektier. Hun trodser forældrenes forbud og begynder at træne professionelt i en Kung Fu klub, hvor hun møder Emil. De forelsker sig i hinanden, men Aichas tyrkiske baggrund står mellem dem. Kærlighedens spilleregler er ikke så enkle som kampsportens, og Aichas valg får store konsekvenser - ikke bare for hende selv, men for hele hendes familie. Filmens forrygende kampsportsscener er koreograferet af Xian Gao, som bl.a. har medvirket i Tiger på spring, drage i skjul. Filmen er det første danske actiondrama med kampsportselementer på det niveau, og under optagelserne medvirkede stuntfolk og wire-specialister fra hele verden. En fantastisk film - som er udansk på den fede måde.

Forfalskerne (Die Fälscher) (2007) Die Fälscher fortæller den sande historie om, hvordan nazisterne forsøger at stable et imponerende falskmøntneri på benene i 1936. Salomon Sorowitsch (Markovics) er en af tidens dygtigste falskmøntnere, der bruger sine evner til at spille kort og svælge i sprut og kvinder. En dag bliver han arresteret af politimanden Friedrich Herzog (Striesow) og øjeblikkeligt smidt i koncentrationslejr. Snart bliver han dog forflyttet til en finere lejr, hvor han skal hjælpe med en helt usædvanlig mission. For at underminere sine fjenders økonomi har nazisterne iværksat Operation Berhard, der skal producere store mænger af andre landes valuta med hjælp fra et hold fanger, der er specialiseret i falskmøntneri. Salomon vil gøre, hvad han kan for at overleve, men hvad nu hvis han er skyld i at krigen bliver forlænget? vil han så kunne leve med sig selv?


Hallam Foe (2007) Hallam Foe er et skotsk drama om en teenager, Hallam (Jamie Bell), hvis liv er formørket af en forestilling om, at hans stedmor, Verity, er ansvarlig for hans rigtige mors død to år tidligere. Hans yndlingsbeskæftigelse er at udspionere andre mennesker, og han finder de særeste steder, hvorfra han kan dyrke denne tilbøjelighed. Da Hallams søster rejser til Edinburgh for at studere, følger Hallam modvilligt efter, men hans had til stedmoderen følger med.


Kærlighed på film (2007) Jonas, ægtemand og far til to børn, længes efter et andet liv. Da han tror, at han er skyld i en bilulykke, besøger han skyldbetynget offeret, som ligger i koma - den smukke Julia, som netop er hjemvendt fra Vietnam, hvor hun har mødt sit livs kærlighed Sebastian. Alle tror, at Jonas er Sebastian, og da Julia har hukommelsestab, er det ingen sag for Jonas at lege med. Og rygtet siger, at Sebastian er død!

Lions for Lambs (2007) Krigen i Afghanistan berører utallige amerikanere på meget forskellige måder. Således også senatoren Jasper, der gerne vil tage ansvar og retfærdiggøre krigen overfor en journalist i USA, mens den idealistiske professor Stephen forsøger at påvirke en lovende student til at ændre sit liv, alt imens en tidligere elev prøver at finde mening med livet, men bliver såret bag fjendes linier.



No Country for Old Men (2007) Den ellers så retskafne Llewellyn Moss har stjålet en kuffert fyldt med narkopenge, og det vil bagmændene selvfølgelig ikke finde sig i. Derfor sender de den iskolde dræber-psykopat Chigurh efter den langfingrede Moss. Og så får sherif Bell ellers noget at se til, for Chigurh trækker et spor af lig efter sig i sin jagt. Og snart er også andre lykkejægere og lejemordere indblandet.

Persepolis (2007) (tegnefilm) Marjane vokser op under præstestyret i Iran, og det er ikke nemt, når man godt kan lide at høre ABBA, gå i Nike-sko og sige autoriteterne imod. Da man begynder at lægge mærke til den selvstændige pige, vælger forældrene at sende hende i sikkerhed i Østrig. Men snart presser hjemveen sig på.


Charlie Wilson's war (2007) Charlie Wilson's War er den sandfærdige historie om, hvordan en Texas repræsentant i kongressen formåede at gøre Afghanistans krig mod Sovjet til den dyreste hemmelige krig i amerikansk historie. Charlie Wilson (Tom Hanks) er ikke just kendt for sine moralske principper. Er der fest og halvnøgne piger i nærheden, dukker han altid op, og hans stemme er til salg for en god tjeneste. Men da Charlie en dag ser et nyhedsindslag, hvor desperate afghanere fortæller, at de mangler tunge våben for at kunne bekæmpe de sovjetiske invasionsstyrker, vågner han op til dåd. Sammen med en uimponeret udiplomatisk CIA agent, Gust Avrakotos (Philip Seymour Hoffman), og en rig enke, Joanne Herring (Julia Roberts), indleder han et korstog for at få USA til at finansiere afghanernes krig mod Sovjet.


Cykeltyven (Ladri de biciclette) (1948) Filminstruktøren Vittorio De Sica indtager en vigtig plads i filmhistorien med sine neorealistiske hverdagsdramaer fra efterkrigstidens Italien. Han udtalte i sin tid, at hans idé var at afromantisere virkeligheden, og det lykkes ham til fulde i den mesterlige Cykeltyven fra 1948. Den arbejdsløse Antonio Ricci får endelig et job, men det kræver, at han har en cykel. Han anskaffer sig en sådan, men den bliver stjålet, og nu må han sammen med sin søn ud og skaffe sig den tilbage.

Fortæl det ikke til nogen (Ne le dis à personne) (2006) Lægen Alexandre Beck savner sin elskede kone Margot Beck, som blev brutalt myrdet af en seriemorder for otte år siden. Alexandre var dengang hovedmistænkt, men der faldt ikke dom i sagen, og siden sin løsladelse har han begravet sig i sit arbejde. Da to lig findes, i nærheden af hvor Margot blev efterladt, genåbner politiet sagen, og Alex må igen se sig selv mistænkt for at slå sin egen kone ihjel og nu også to andre ofre. Under efterforskningen modtager Alexandre en e-mail, hvis indhold skal vise sig at være afgørende for sagernes opklaring. Er Alexandre centrum i et mordkomplot, eller er hans afdøde hustru vendt tilbage fra graven?


Guld på gaden (Rififi) (1955) Den sortlistede instruktør Jules Dassin forlod Hollywoods ubehagelige 1950'er-atmosfære og rejste til Paris, hvor han måtte tage forskellige småjobs for at klare sig til dagen og vejen. Det var således mest af nød, at han gik i gang med Rififi, som han i begyndelsen ikke var særlig begejstret for, men som siden skulle vise sig at blive hans ultimative mesterstykke. Filmen handler om fire mænd - tidligere tremmeruskere - der lægger en sidste storartet plan om et glorværdigt kup i Lysets By. Denne klassiske heist-film regnes for at være en af de allerbedste i genren Film Noir. Filmen er navnlig berømt for den mere end 20 minutter lange ordløse kup-scene, som er en perle i sig selv.


Half Nelson (2006) Om dagen er Dan Dunne en dedikeret og vellidt skolelærer, men om natten giver han sig hen til stoffer i store mængder. Som tiden går, bliver det stadig sværere for Dunne at opretholde skellet mellem sine to liv, og en dag opdager en af hans elever, Drey, sandheden om sin lærer. Det bliver starten på et venskab, der enten kan trække dem begge helt ned i sølet, eller blive en ny start.


Herz aus Glas (1976) I en lille landsby i 1700-tallets Bayern dør den lokale glaspuster og tager hemmeligheden bag glassets sammensætning med sig i graven. I stedet for at samarbejde om at finde den manglende ingrediens, forfalder borgerne til at tro at en omvandrende rejsende er skyld i tragedien.Herzog er som vanligt optaget af at fange en tids mentalitet og stemning og mindre af at fortælle - hans film foregår altid et andet sted end man tror. Det kan være forvirrende, men altid fascinerende. Her slipper han afsted med noget af det, men ryger også ud af nogle tangenter. Specielt virker slutningen noget påklistret og i grunden overflødig. Men hans mesterlige evne til at komponere billed og musik er uovertruffen og gør også denne film til en særlig oplevelse. Hyldest til Anchor Bay for den smukke overførsel.


Into the Wild (Ind i vildmarken) (2007) Hvert år forsvinder tusinder af mennesker – nogle sikkert helt bevidst. Christopher McCandless adskiller sig dog fra de fleste ved at føre en nøjagtig dagbog over, hvad han oplever i sin nyvundne frihed. Det er blevet til filmen Into the Wild. I en alder af 22 og med en college-eksamen, der kunne sikre ham plads på et fint universitet, og med forældre, der kunne betale for det, vælger Christopher at vende ryggen til sit gamle liv, slette alle spor og drage ud for at finde friheden. Turen går på kryds og tværs gennem USA, fører ham fra South Dakotas hvedemarker til river rafting på Colorado Floden og lader ham møde afvisning, venlighed, brutalitet og kærlighed. Undervejs lærer han af de mennesker, han møder, ligesom de får åbnet deres øjne af den alvorlige unge mand, der søger noget, som han ikke ved, hvad er. Til sidst begiver han sig ud i den snedækkede ødemark i Alaska – helt ud til den yderste grænse. Sean Penn har instrueret Christopher McCandless' dagbøger som den ultimative road movie om at jage sjælen i Amerika og i sig selv.


La famiglia (1987) La Famiglia indledes i 1906 og afsluttes 82 år senere i 1988, hvor vi i den mellemliggende periode følger Carlos fra hans dåb, som samler hele slægten, og frem til den store afsluttende fødselsdagsfest... Et barn fødes, vokser op og dør - alt i mens verden forandres. Ettore Scolas mesterværk er en fantastisk og rørende skildring af, hvordan livet udvikler og former sig i takt med omgivelserne. Det er en film om valg og fravalg. Det er Carlos' beretning - en beretning der på en gang er ganske unik og som samtidig er nærværende, da historen lige så godt kunne være vores egen.


Miraklet i Milano (Miracolo a Milano) (1951) Efter at have tilbragt hele sit liv og opvækst i kirkens børnehjem forlader Toto en dag de trygge rammer for at begive sig ud i den rå virkelighed. Uden at kende betydningen af ondskab støder Toto på en gruppe hjemløse i udkanten af Milano og beslutter sig for at slå sig ned sammen med disse og organisere opbygningen af en lille by. En dag brydes idyllen dog, da det viser sig, at der findes olie på området. De hjemløse må forlade stedet. Politiet og militæret mobiliserer deres styrker og gør sig klar til kamp. Men da er det, at alt det fantastiske sker. Det, som til evig tid vil blive husket som miraklet i Milano!


Obsession (1976) Med Brian De Palma (Scarface, The Untouchables, Mission: Impossible) i instruktørstolen, manuskript af Paul Schrader (Taxi Driver), Vilmos Zsigmond (Oscar for Close Encounters of the Third Kind) bag kameraet og musik af Hitchcocks favoritkompositør Bernard Herrmann (Psycho, Vertigo (En kvinde skygges) kunne Obsession ikke blive andet end en rigtig thrillerklassiker! Oscar-belønnede Cliff Robertson (senest set som Ben Parker i Sam Raimis Spider-Man-film) spiller en rig forretningsmand, hvis kone og datter kidnappes og omkommer i forbindelse med befrielsesaktionen. 16 år senere, under et besøg i Italien, ser han ganske kort en kvinde, der på forunderlig vis minder om hans afdøde hustru... Er han ved at blive sindssyg, eller er det virkelig hende? Glæd dig til at få svaret i en af filmhistoriens mest nervepirrende og overraskende film!


Stroszek (1977) Med vanlig sans for detaljen hudfletter Herzog her den europæiske fascination af den amerikanske drøm og det amerikanske samfund generelt. Afspejlet i en historie om en outsider-trio af tyskere der udvandrer til Wisconsin er den samtidig et portræt af dårene og hvorvidt samfundet overhovedet har plads til dem. Isnende konklusion men også ustyrligt morsom på samme tid, f.eks. auktionsscenen og de dresserede dyr til sidst. Ingen kan som Herzog forene det bizarre og det sønderrivende.


Walkabout (1971) En familiefar tager sin teenagedatter (Jenny Agutter) og sin lille søn (Luc Roeg) med ud i den australske outback på en picnictur. Men faderen har helt andre planer end en hyggelig frokost i den barske natur. Pludselig skyder han efter sine børn. De gemmer sig bag nogle klippestykker, og faderen begår selvmord. De to børn er nu overladt til sig selv. På deres vej gennem vildnisset møder de en ung aborigine (David Gulpilil), der er ved at gennemgå sin walkabout – et ritual, hvor han skal klare sig selv og udvikle sig fra dreng til mand. Trods sprogproblemer og kulturforskelle opstår et venskab på vej ud af outback og hjem til civilisationen.



Børn:



December Boys (2007) Daniel Radcliffe har forladt Hogwarts for en stund og befinder sig i en hel anden verden, i Australien i 1960’erne, hvor han sammen med tre andre forældreløse drenge opholder sig på et børnehjem. En dag forlader drengene hjemmet for at holde ferie ude ved havet, og her erfarer de, at et ægtepar er på udkig efter at adoptere en af dem – noget, de ellers for længst har opgivet at tro på, og noget, som skaber spændinger og konkurrence imellem dem.


Det gyldne kompas (2007) yra er 12 år og bor på Jordan-kollegiet sammen med sin bedste ven Roger. Hun har det trygt og godt, men pludselig sker der ting og sager, som vender op og ned på det hele. Børn forsvinder, Lyras onkels ekspedition til Arktis bliver forsøgt stoppet - og en videnskabskvinde henvender sig til Lyra for at lokke oplysninger ud af hende. Har det hele noget at gøre med det gyldne kompas, som Lyra er i besiddelse af?




Linas aftenbog (2007) Lina er 15 år, går i 9. klasse og føler sig totalt kikset. Hun hænger ud sammen med veninderne Carro og Thea og bliver kæreste med Danne, der går i gymnasiet. Men Lina finder ikke, at han er den rigtige. Det er Ivar nemlig, men Ivar går kun i 7. klasse!

Spiderwick fortællingerne (2008) Jared, Simon og Mallory har det ikke godt med forældrenes skilsmisse, men da deres mor flytter med børnene ud til det gamle hus, hun har arvet efter en skør tante, og som engang tilhørte den mystiske Arthur Spiderwick, får Jared andet at tænke på. I et hemmeligt rum finder han Spiderwicks efterladte optegnelser – guiden til en uset verden – der åbner hans øjne for en magisk verden, der eksisterer lige uden for huset. Ja, faktisk også i huset, nemlig i skikkelse af den lille elver Thimbletack, der fortæller ham om bogens betydning. Først vil Jared ikke tro, at bogen er noget farligt, men da Thimbletack giver ham seerstenen, så han kan se den hær af gobliner, der omringer huset, forstår han, det er alvor. Endnu mere, da goblinerne slæber af med Jareds forfærdede tvillingebror, Simon, der uden seersten ikke aner, hvad der foregår. Det lykkes drengene at undslippe, men ikke før de opdager, at det er den formskiftende Mulgarath, der er ude efter bogen, fordi den kan give ham magten over hele feverdenen. Sammen med Mallory må de finde ud af, hvordan de får uskadeliggjort enten bogen eller Mulgarath, og det skal ske, uden at alt for mange finder ud af, hvad der foregår – deres mor for eksempel. Men hvem skulle også tro på tre børns fantasifulde eventyr…?
Øvrige titler - VOKSEN

Øvrige titler - BØRN

mandag den 21. april 2008

Mexicanske film på biblioteket

Film om Mexico og film af mexicanske intruktører (ikke nødvendigvis om Mexico) har i de senere år haft stor succes. I de danske biografer kan man i øjeblikket se filmen 'La Zona', instrueret af Rodrigo Plá. I Mexico bor drengen Alejandro med sin familie i zonen, en indhegnet og bevogtet bydel for de rige. En dag kravler tre slumunger over muren og myrder en ældre kvinde. I stedet for at melde mordet til politiet, beslutter zonens indbyggere selv at hævne drabet. To af ungerne bliver hurtigt fundet og dræbt. Ingen ved hvor den sidste er, indtil Alejandro finder ham i sin kælder... De danske filmkritikere modtog filmen med begejstring. I Berlingske Tidende skrev Ebbe Iversen bl.a.: Grum og oprørende er den, og da den stramt fortalte film desuden er fyldt med intens atmosfære og dynamisk drive, findes der overhovedet ingen god grund til at lade være med at se den.

I Københavns Biblioteker kan selvfølgelig låne en lang række film som enten har en mexicansk instruktør eller handler om Mexico. Her har du en oversigt over hvilke.

Alejandro González Iñarritu. Denne instruktørs spillefilmproduktion består indtil videre kun af 3 titler - og hvilke 3. De har tilsammen vundet 96 priser og modtaget 122 nomineringer rundt om i verden og kan alle lånes på biblioteket.


Amores perros (Love is a bitch) (2000). Vi befinder os i Mexico City. Verdens største og tættest befolkede by. I et dødeligt biluheld kolliderer tre skæbner. Octavia er en ung hustler, der har forelsket sig inderligt i sin brors kone Susana. Den 42 årige Daniel forlader sin kone og to døtre og flytter ind hos Valeria, en smuk og succesfuld model. Skæbnen kaster Valeria ind i et tragisk biluheld, der forvandler hendes karakter fuldstændig. El Chivo (geden), bliver vidne til trafikuheldet. Han finder den døende hund Cofi, som han tager med hjem og helbreder. Cofi er en veltrænet dræber, hvilket paradoksalt nok gør El Chivo i stand til at stå ansigt til ansigt med sig selv og sin smertefulde fortid. Man kan kalde Amores Perros for en mexicansk udgave af Magnolia eller Short Cuts, hvor historier og menneskeskæbner kommer på kryds og tværs af hinanden. Filmen er Iñarritus spillefilmsdebut, hvilket lyder helt utroligt. Den vandt priser verden over og det var helt fortjent. En film man bør se !!!

21 grams (2003). Iñarritu var efter Amores Perros allerede et 'hot' navn og var hentet til USA for at lave sin anden spillefilm - 21 grams, med store navne som Sean Penn, Naomi Watts og Benicio del Toro. De 2 sidstnævnte var begge Oscarnominerede for deres roller i filmen og filmen selv var nomineret til et væld af priser rundt om i verden. Det siges at 21 gram er den vægt man taber når man dør. Vægten af fem femcent mønter, en kolibri, et stykke chokolade - og måske menneskets sjæl. Tre mennesker mødes tilfældigt og under dramatiske omstændigheder: Paul er en dødeligt syg matematikprofessor, Christina er en mor, der sørger over et tab, og Jack har siddet i fængsel i lang tid, men netop blevet løsladt uden at hans nyreligiøse frelse dog har formået at fjerne den skyldfølelse, han føler over sin forbrydelse. De tre skæbner bliver uløseligt bundet sammen i en blanding af kærlighed, forløsning og besættelse.

Babel (2006). Hvis ikke Iñarritu allerede var brudt igennem, så gjorde han det i hvert fald her. Babel var Oscarnomineret i hele 7 kategorier - nøjedes med at vinde én for bedste filmmusik, men var altså nomineret i de stærkeste kategorier for bedste film og bedste instruktør. Richard og Susans ægteskab har haft det bedre. De er derfor taget til Marokko for at forsøge at redde forholdet. Skæbnen vil at ægteparret befinder sig i området lige netop den dag to marokanske gedepasser-drenge affyrer deres riffel og uheldigvis rammer den bus, Richard og Susan sidder i. Det sætter en kædereaktion af begivenheder i gang, som involverer mennesker fra hele kloden. I filmen møder man bl.a. Brad Pitt, Cate Blanchett og Gael Garcia Bernal.

Carlos Carrera - regnes for en af Mexicos unge kommende instruktører. Han er en stort set ukendt instruktør i Danmark. Dog fik førstnævnte af nedenstående film en rimelig succes i de danske biografer. De to nævnte film kan også lånes på biblioteket - sidstnævnte dog kun på VHS.

Pater Amaros forbrydelse (El Crimen del padre Amaro) (2002). En ordineret præst bliver sendt til en lille landsby, for at hjælpe i en lille sognekirke. Kort efter sin ankomst møder han en smuk ung kvinde med en religiøs passion, som grænser til besættelse. Hurtigt bliver hendes passion for troen hjælpeløst forbundet med stigende tiltrækning af den unge præst. Men da den unge præst overskrider grænsen, som adskiller fristelsen fra synd, bliver han splittet mellem det guddommelige og det kødlige, det rigtige og det forkerte...

Benjamins kone (La Mujer de Benjamín) (1991). Den midaldrende Benjamin bliver regnet for lidt af en landsbytosse, og hans liv domineres af søsteren Micaela. Benjamin forelsker sig i den 17-årige Natividad, og på sine venners råd bortfører han hende og spærrer hende inde. Hun udnytter situationen til sin egen fordel og spiller meget på den omstændighed, at både hendes egen mor og Benjamins søster nærer meget varme følelser for stedets katolske præst. »Benjamins kone« er et erotisk lystspil, en sædekomedie med stille humor og kønspolitiske over- og undertoner i en lille mexikansk landsby.

Alfonso Cuarón er måske den af de mexikanske instruktører, der har gjort sig bedst i den amerikanske filmindustri. Hans værker dækker bredt - se bare på det udvalg bibliotekerne kan tilbyde.

En lille prinsesse (A little princess) (1995). Cuarons første spillefilm produceret i USA. Filmen er baseret på Frances Hodgson Burnetts klassiske roman. En fortryllende barndom i Indien. En barsk omvæltning, da hun bliver sendt på en streng kostskole i New York.Men Sara ved, at hun altid vil være sin fars lille prinsesse. Med den styrke ændrer hun sit liv og skæbnen for dem omkring hende.

Great Expectations (1998) Endnu en film baseret på en klassisk roman - denne gang af Charles Dickens. Cuaron har med denne film formået at føre handlingen op til nutidige rammer og med hjælp fra en samling gode skuespillere - Ethan Hawke, Gwyneth Paltrow, Chris Cooper og Robert de Niro, er han sluppet ganske godt fra det. Den er smuk, kreativ og opfindsom. Aldrig før har Dickens været så sexet og provokerende. Finn Bell er den forældreløse dreng, hvis liv ændres totalt af mødet med tre fremmede: Den dødsensfarlige straffefange Lustig, den stenrige og kyniske Miss Nora Dinsmoor og ikke mindst hendes niece, den iskolde og guddommeligt smukke Estella, som Finn bliver hjælpeløst forelsket i. Nu skal du følge Finns fantastiske livshistorie fra hans opvækst i den lille landsby i Florida til hans gennembrud som kunstner i New York, hvor han igen vil møde Estella.

- og din mor (Y tu mamá también) (2001) Cuarons næste projekt bragte ham tilbage til hans hjemland Mexico og med spansktalende skuespillere, bl.a. Gael Garcia Bernal. Cuaron blev nomineret til en Oscar for bedste originale manuskript. Døgnet rundt kredser de to teenageknægtes fantasier om tre sunde ting: sex, sex og sex. Men de 17-årige venners drømme rykker tæt på virkeligheden, da en moden, sensuel 28-årige kvinde overrasker dem med bukserne nede ved at tage imod deres overmodige tilbud om at holde badeferie sammen. Bilturen fører dem tværs igennem Mexicos storslåede landskaber. Med sin naturlige sensualitet pirrer Lucia helt bevidst de to unge mænds sanser - det her er noget helt andet end deres fantasierotik. Temperaturen i bilen buldrer op i det røde felt...


Harry Potter og fangen fra Azkaban (Harry Potter and the prisoner of Azkaban) (2004) Tjaa... filmen behøver vel ikke den store omtale, men en cadeau til Cuaron, at han fik lov til at instruere denne tredje Potterfilm. Harry Potter er elev på trolddomsskolen på tredje år. Han får at vide, at hans forældres morder er flygtet fra Azkabanfængslet og nu også vil dræbe ham.



Children of men (2006) I år 2027 har mennesket i snart tyve år ikke været i stand til at reproducere sig. Overalt hersker kaos, og da en gravid kvinde mirakuløst dukker op, forsøger både oprørere og regeringsmagt at få fingrene i hende. Flot filmet udgave af P.D. James' science-fiction roman med bl.a. Clive Owen og Michael Caine på rollelisten.



Guillermo Del Toro. Del Toros film Pans Labyrint havde succes til Oscarfesten i 2007. Den var nomineret til hele 5 Oscars, hvilket er usædvanligt for en ikke-engelsksproget film og den løb med 3 statuetter - bedste fotografi, bedste makeup og bedste scenografi.

Hellboy (2004) Hellboy er en rød djævel, som kommer til jorden under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne i krigens sidste dage har brug for okkulte våben. Hellboy kommer til USA, hvor regeringen bruger hans særlige evner, når alle andre muligheder er opbrugte.




Pans labyrint (El laberinto del fauno) (2006) Den 12-årige Ofelia ankommer med sin højgravide mor til en øde egn i Nordspanien i 1944, hvor Ofelias nye far Kaptajn Vidal (ondt spillet af Sergi Lopez - og jeg mener rigtig ondt) jager partisaner i skovene. I denne brutale verden møder Ofelia en fe, og før hun ved af det, skal Ofelia gennemgå tre prøver før fuldmåne.


-

Frida (2002) Skildring af den mexicanske malerinde Frida Kahlos (1907-54) lidenskabelige og smertefulde liv, ægteskab med den ældre maler Diego Rivera, kamp for anerkendelse og for sin krop, der blev ødelagt som ung efter en busulykke. Den mexicanskfødte Salma Hayek spiller den surrealistiske malerinde i dette flotte drama. Hayek var nomineret til en Oscar for sin rolle, men måtte lade sig nøje med at filmen vandt statuetten for bedste makeup og bedste originalmusik. Frida er instrueret af amerikaneren Julie Taymor.