onsdag den 18. februar 2009

DVD-titler Marts 1

VOKSEN

Dansen (2008) Pernille Fischer Christensen høstede stor anerkendelse for sin film En Soap, og Dansen, med Trine Dyrholm og Anders W. Berthelsen i hovedrollerne, har ligeledes vundet mange anmelderes hjerter. Annika er en lys, glad alene-pige i starten af trediverne. Sammen med sin jordnære og effektive mor driver hun en populær danseskole i Husum. Da hun møder elektrikeren Lasse, forelsker hun sig voldsomt og begærligt. Men der er noget, som Lasse ikke har fortalt. Noget han har gjort. Noget i hans fortid, der ikke er sådan at tilgive. Da Annika konfronteres med ukendte og farlige følelser, både i Lasse og i sig selv, må hun se i øjnene, at kærligheden har sin pris.

Husbands (1970) Husbands - A Comedy About Life, Death and Freedom følger 3 midaldrende ægtemænd, der har koner og hjem i New Yorks forstæder, og som tager på en vild soldetur, da en af deres nære venner dør. De ender i London og bliver tvunget til at konfrontere deres egen dødelighed og beslutte, hvordan de vil leve resten af deres liv.

Irina Palm - nattens røde lygter (2007) Maggie har aldrig arbejdet en dag i sit liv, men da hendes barnebarn skal have foretaget en dyr operation, går hun ivrigt på jagt efter et job. Efter flere afslag, og på en pludselig indskydelse, ender hun på en natklub i London-kvarteret Soho. Her træffer hun klubbens ejer Miki, der driver forretningen med hård hånd. Hun, til gengæld, får et job på grund af sine bløde hænder, og snart er hun kendt vidt og bredt som ’Irina Palm’ – damen med byens bedste handjob! Det er sangerinden Marianne Faithfull, der smukt spiller rollen som Irina Palm. Vil du vide mere om Marianne Faithfull kan vi anbefale, at du læser biografien Faithfull, skrevet af hende selv og skal vi anbefale en af hendes CD'er, kunne det f.eks. være Before the Poison fra 2005.

Les femmes de l'ombre (Hemmelig agent) (2008) Fem kvindelige agenter lander med faldskærm i det besatte Frankrig. Deres opgave går ud på for enhver pris at sikre de allieredes planer om en landgang i Normandiet – D-dagen. De skal infiltrere det tyske efterretningsvæsen og likvidere spionchefen. Storfilmen Female Agents er en actionfyldt spionthriller i krigsmiljø, men også en storslået hyldest til de mange modige kvinder, der med fare for deres liv opererede bag fjendelinjen. Filmen er baseret på autentiske beretninger fra medlemmer af modstandsbevægelsen.

Offeret (1986) Journalisten Alexander fortæller sin søn om, hvor urolig han er over den stadig stigende mangel på sammenhold i det moderne samfund. Natten før Alexanders fødselsdag udbryder der krig i Europa. I fortvivlelse beder han til Gud og tilbyder at ofre alt, hvad han har, blot krigen må få en ende. Offeret, der blev Andrei Tarkovskijs sidste film, er filmet i eksil i Sverige. Instruktøren, der tidligere har skabt mesterværker som Solaris, Vandringsmanden og Den yderste dom, har kreeret et personligt og mageløst smukt mesterværk. De 3 ovennævnte film kan alle lånes på biblioteket, sammen med Ivans barndom og Spejlet.

Vil du vide mere om Andrei Tarkovskij, kan anbefales følgende titel: Sculpting in Time

Processen (1962) Josef K. (Anthony Perkins) ligger og sover i sit hjem, men da det bliver morgen, får han sit livs chok. Han vågner ved, at politiet stormer ind i soveværelset. De anholder ham uden videre forklaring og fortæller ham, at han er anklaget. De fortæller ham bare ikke for hvilken forbrydelse. Han føler sig, med god grund, totalt magtesløs, og snart er han dybt involveret i processen. Josef K opdager, at noget er grueligt galt. Denne film bygger på Franz Kafkas klassiske roman af samme navn. Vil du læse Processen kan denne naturligvis lånes på biblioteket.

Den lille Rockefeller (1974) Duddy Kravitz bærer på store drømme og en uforskammet god selvsikkerhed. Som arbejdsdreng i Montreals fattige kvarter bestemmer han sig tidligt for den hurtige vej til fremgang. Med en tilbøjelighed til løgn og bedrageri kan man komme langt, men prisen kan også blive alt for høj. Filmen skildrer med varme og humor den rastløse Duddys vej fra ærgerrig teenager til en voksen mand. Trods hans ind imellem hensynsløse metoder er det svært ikke at sympatisere med Duddy, som i Richard Dreyfuss' skikkelse fremstår som en levende naturkraft. Filmen bygger på Mordecai Richlers roman The apprenticeship of Duddy Kravitz. Denne kan skaffes i en engelsksproget udgave.

Berygtet (1946) Cary Grant er amerikansk hemmelig agent, og Ingrid Bergman er den "berygtede" kvinde, hvis kærlighed han må ofre i Hithchocks klassiske efterkrigsdrama. Som en del af sit spionagearbejde for den amerikanske regering må datteren af en forræderidømt nazist for missionens skyld gifte sig med en af faderens nazistvenner i Rio. Men hun forelsker sig inderligt i den amerikanske agent, der er hendes kontaktperson. Splittet mellem deres lidenskab for hinanden og fuldførelsen af deres dødsensfarlige opgave prøver de to agenter at lægge deres følelser bag sig og forsætte spillet for at afsløre nazisternes atomplaner i Brasilien. Har du lyst til at se andre film af den store mester Alfred Hitchcock anbefaler vi med glæde følgende titler: Vertigo (En kvinde skygges); Farligt møde (Strangers on a Train); Telefonen ringer kl. 23 (Dial M for Murder) og der er mange andre at vælge imellem.

The Cooler (2003) William H. Macy spiller den kronisk uheldige Bernie, der er ansat i et større kasino under ledelse af den hårde, men gammeldags, Shelly (Alec Baldwin). Bernies job er simpelt: Få folks held til at vende. Og hvordan gør han så det? Jo, han går bare forbi dem. Denne mand er ganske enkelt så uheldig, at han blot skal passere et bord, og alle spillerne vil pludselig få dårlige kort. Men en dag sker der noget forunderligt. Cocktail-servitricen Natalie (Maria Bello) får øjnene op for stakkels, evigt uheldige Bernie, og de har en affære. Pludselig vender Bernies held, og nu vinder alle, hver gang Bernie går forbi dem! Det er jo ikke just noget, Shelly bryder sig om...

BØRN

Myremobberen (2006) Stakkels, 10-årige Lucas Nielsen har det ikke så let. Han er lige flyttet til byen med sin familie, men det er ikke lykkedes ham at finde nogle venner. Hjemme får han ikke andet end foragt fra sin teenagesøster, Tiffany, og forældrene har også alt for travlt til at bemærke Lucas' problemer. Og hans søde, men lidt bimsede bedstemor, Momse, bruger al sin tid på at beskytte familien mod aliens fra rummet, som hun læser om i fantasy-magasinerne. Som om det ikke er nok, er Lucas blevet yndlingsoffer for den lokale grovmobber, der sjældent misser en lejlighed til at leve op til sit meget dårlige rygte. Som reaktion på al denne elendighed har Lucas fundet på at ødelægge myretuerne i familiens have og lader på den måde sin frustration gå ud over de forsvarsløse tårne af jord og deres bittesmå indbyggere. Han sparker tuerne ud af form, hvorefter han fuldender destruktionen med en syndflod fra haveslangen. Men han er bare ikke klar over, at der lige under hans fødder findes en travl og levende verden, og at det, han ser som et “mylder af dumme myrer”, rent faktisk er indbyggerne i et komplekst samfund med navne, forhold, ansvar og følelser. Og de er ved at være ret trætte af hele tiden at få deres univers smadret af Lucas, Myremobberen. Så nu er de parate til at sætte en desperat plan i værk for at forsvare sig: Troldmyren, Zoc, har opfundet et magisk bryg, og blot en enkelt dråbe i Lucas' gigantiske menneskeøre er nok til, at han i nattens mørke krymper til myrestørrelse og myre-nappes ned i myretuen, hvor han med det samme stilles for retten. Lucas anklages af Myrerådets leder for utallige forbrydelser mod myrekolonien, og han dømmes af den kloge Myredronning til fremover at leve hos myrerne og lære deres skikke, før han igen kan gøre sig fortjent til sin frihed. Og så må Lucas ellers finde sig til rette i et utroligt landskab, der myldrer med liv og farer, som han hidtil ikke har kunnet forestille sig i selv sine værste mareridt.

Øvrige:


VOKSEN

The Brothers McMullen; Flammen & Citronen; Hancock; Indiana Jones og krystalkraniets kongerige; Skytten; Stan Laurel & Oliver Hardy collection; Top Hat

BØRN

Bamses billedbog dvd.32; Batman - Gotham knight; Kaj og Andrea.18; Lille Røde Traktor - fugleskræmslet; Lille Røde Traktor - majfesten; Lille Røde Traktor - skattejagten; Lille Røde Traktor - Rock-Tommy og ulvene; Små Einsteins - kapløb i rummet; Små Einsteins - legenden om den gyldne pyramide; Tintin - det hemmelige våben