onsdag den 20. februar 2008

TEMA: Oscarvindere på biblioteket

OSCARVINDERE PÅ BIBLIOTEKET

Søndag den 24. februar er det igen tid for de store Hollywoodstjerner at lufte habitten, aftenkjolen og diamanthalsbåndet. Så er det nemlig igen tid til den Oscarfest. Som altid er spændingen stor. Hvem skal have uddelt den lille forgyldte statuette.

Mange af de nominerede film kan allerede nu ses i de danske biografer og en enkelt kan faktisk allerede nu lånes på biblioteket. Det drejer sig om den franske 'Spurven', som handler om den franske sangfugl Edith Piaf. Filmen er nomineret i kategorierne bedste udenlandske film, bedste kostumer og bedste kvindelige hovedrolle (Marion Cotillard).

Hvis man kigger tilbage på de sidste 10 års vindere af i kategorien 'Bedste film', finder man en perlerække af gode film, som samtidig dækker bredt i stil og indhold. Her følger en liste over disse 10 film, som alle kan lånes på biblioteket og bortset fra én titel kan alle lånes på DVD.

'The Departed' (2006). For at få skovlen under mafiabossen Frank Costello placerer politiet en muldvarp blandt hans folk. De ved imidlertid ikke at Costello allerede har en af sine mænd placeret i politiet, og det udløser en nervepirrende og blodig omgang kattens leg med musen.
Udover bedste film vandt The Departed også for bedste klipning, bedste adapterede manuskript og endelig bedste instruktør, nemlig Martin Scorsese. Han vandt endelig, efter at have været nomineret 4 gange tidligere for filmene Raging Bull (1980), The Last Temptation of Christ (1988), Good Fellas (1990), Gangs of New York (2002) og The Aviator (2004).
I filmen møder man en perlerække af klasseskuespillere: Jack Nicholson, Leonardo de Caprio, Matt Damon, Mark Wahlberg og Martin Sheen.
'Crash' (2005). Med en bilulykke som omdrejningspunkt flettes en række menneskers skæbne i Los Angeles sammen centreret omkring holdninger til racisme og fordomme.
Nok en af nyere tids største overraskelser. Efter Hollywoodforhold er Crash en lille film. Denne var oppe imod bl.a. Ang Lees Brokeback Mountain og Steven Spielbergs München. Filmen vandt også for bedste originalmanuskript og bedste klipning.

'Million Dollar Baby' (2004). Servitricen Maggie ser boksning som vejen til et bedre liv. Den aldrende boksetræner Frankie indvilger modstræbende i at træne hende og det viser sig, at Maggie har kurs mod stjernerne indtil en tragedie pludselig rammer dem begge.
Ikke nogen overraskelse her. Clint Eastwoods drama vandt også for bedste instruktør, bedste kvindelig hovedrolle (Hillary Swank) og bedste mandligebirolle (Morgan Freeman).

'Ringenes Herre - kongen vender tilbage' (2003). Saurons styrker har erobret kongeriget Gondor og dets frelser Aragorn henter hjælp hos troldmanden Gandalf. Imens er hobitterne på vej til Mordor for at kaste ringen i Dommedagsbjergets lava og afslutte krigen.
Afslutningen på Peter Jacksons stort anlagte Ringenes Herre-trilogi fik endelig prisen. Det virkede nærmest som om, at man havde ventet på denne afslutning, så man kunne tildele det samlede værk prisen. Bare dette år vandt denne tredie del 10 andre statuetter, hvor del 1 og 2 tidligere havde vundet henholdsvis 4 og 2.

'Chicago' (2002). Cabaretsangerinden Roxie Hart kommer i fængsel for mordet på sin elsker. Her møder hun stjernen Velma Kelly, der har dræbt sin mand og søster. De kæmper begge for deres sag og en plads i medierne.
Det var vel lidt overraskende at Chicago vandt for bedste film. Filmen er en musical og det er yderst sjældent at denne type film vinder. Sidste gang det skete, var Oliver! (1968). Andre vinderkategorier gik til bedste kostumer, bedste scenografi, bedste klipning, bedste lyd og bedste kvindelige birolle (Catherine Zeta-Jones).

'Et smukt sind' (2001). Matematikgeniet John F. Nash følges fra han i 1947 starter på Princeton-universitetet til han i 1994 modtager Nobelprisen i økonomi. Undervejs martres han af manglende anerkendelse for sine teorier og en svær skizofreni.
Ikke den store overraskelse at Ron Howards film vandt her. Han tog også selv prisen for bedste instruktion og Jennifer Connelly vandt for bedste kvindelige birolle. Desuden tog filmen prisen i kategorien bedste adapterede manuskript.

'Gladiator' (2000). Den højt ansete romerske general Maximus bliver solgt som slave og tvunget i exil efter at kejser Commodus har overtaget magten. For at få sin hævn vender han tilbage og bliver snart en særdeles dygtig gladiator.
Denne storfilm af Ridley Scott vandt helt fortjent dette år. Hovedrollen som Maximus blev spillet af Russell Crowe, som også vandt for bedste mandlige hovedrolle. Filmen vandt desuden helt oplagt for bedste kostumer, bedste lyd og bedste visuelle effekter.
'American Beauty' (1999). Den midaldrene Lester Burnham, der bor i et pænt forstadsmiljø i Connecticut, er utilfreds med sin kedelige tilværelse, stagnerede ægteskab og afvisende teenagedatter og beslutter at blive et nyt menneske.
En af denne blogredaktørs personlige favoritter er denne dejlige film. Den bliver helt klart båret op af Kevin Spaceys hovedrollepræstation som Lester Burnham, hvilket han helt naturligt også vandt Oscarstatuetten for. Også instruktøren Sam Mendes vandt prisen, ligesom der var priser til bedste fotografi og bedste originalmanuskript.

'Shakespeare in Love' (1998). Den unge William Shakespeare er blevet ramt af skriveblokering, men får ny inspiration efter mødet med den unge, smukke overklassepige Viola. Da den talentfulde skuespiller Thomas møder på teatret, viser det sig at Viola og Thomas er identiske. Dette gennemskuer Shakespeare og en stormende forelskelse udvikler sig mellem dem. Ud fra deres umulige kærlighed skabes dramaet Romeo og Julie.
Der tilflød Shakespeare in Love i alt 7 Oscarstatuetter dette år. Ud over bedste film var det bedste scenografi, bedste kostumer, bedste underlægningsmusik, bedste originalmanuskript, bedste kvindelige hovedrolle (Gwyneth Paltrow, med en af de mest grådkvalte og dermed tæerkrympende takketaler i Oscarhistorien) samt bedste kvindelige birolle (Dame Judi Dench).

'Titanic' (1997). Romantisk kærlighedshistorie mellem to unge fra vidt forskellige samfundslag, der mødes på luksuslineren Titanic på dens katastrofale jomfrurejse april 1912.
En af Oscarhistoriens topscorere med hele 11 Oscarstatuetter. Typisk for filmen, var der ingen vindere i skuespillerkategorierne. Den var primært et teknisk mesterstykke, hvor selve genskabelsen af det store skib samt dettes forlis var lavet på fantastisk vis.


Årstallene i parantes indikerer året, hvor filmene blev lavet. Selve Oscaruddelingen finder sted det efterfølgende år.

Hvis man er interesseret i at vide mere om Oscaruddelingen, det være sig årets uddeling eller historisk, kan man gå ind på den officielle hjemmeside: http://www.oscar.com/

3 kommentarer:

Kim Blæsbjerg sagde ...

Hej Bent

Hvordan kan det være at I ikke har indkøbt Jørgen Leths filmklassikere som nu bliver udgivet på dvd? Foreløbig er de såkaldt antropologiske film og sportsfilmene udkommet, og bør de ikke findes på biblioteket?

I øvrigt tak for denne nye filmblog - godt initiativ.

Hilsen Kim Blæsbjerg

Bent Bjørnskov sagde ...

Hej Kim.
Tak for din kommentar. Ang. indkøb af DVD-film, så er det sådan, at vi er nødt til at vente med at købe, til disse bliver tilbudt. Filmselskaberne har fuld kontrol over rettigheder (og i øvrigt også nogle hambre priser) og der skal jo også sælges lidt, før vi på et givent tidspunkt kan tilbyde dem vores lånere. Ang. Leth-boxene vil vi helt sikkert købe dem til Københavns Biblioteker.

Hilsen Bent Bjørnskov

Kim Blæsbjerg sagde ...

Jamen, så er jeg glad. Og mange tak for forklaringen - det giver jo mening.
Hilsen Kim