tirsdag den 28. april 2009

DVD Titler Maj 2009 1

3:10 to Yuma (2007) I det vilde vesten mangler ranger Dan Evans (Christian Bale) penge. Derfor takker han ja til at eskortere lovløse Wade (Russell Crowe) til toget Contention, så revolvermanden kan blive fragtet til rettergang i Yuma. Det bliver en intens tur, for Wade er bestemt ikke nogen mønsterfange, og hans bande er temmelig opsat på at befri deres leder. Spørgsmålet er så, om den lidt naive og stille ranger er mand nok til opgaven. 3:10 to Yuma er en genindspilning af filmen af samme navn, fra 1957. Man kan jo altid diskutere hvilken version der er bedst, men brugen af virkemidler i vore dages film, gør det nok nemmere for nutidens publikum at sluge historien. Hvis man skal dømme ud fra skuespilpræstationerne gør Russell Crowe og Christian Bale det absolut ikke dårligt, men når man har en svaghed for Glenn Ford og Van Heflin, ja så falder mit valg på den gamle version.

Hannah and her Sisters (1986) Hannah (Mia Farrow) og hendes to søstre Holly (Dianne Wiest) og Lee (Barbara Hershey) mødes ofte for at vende ugens oplevelser. Hvad de ikke fortæller hinanden er, at Hannahs mand Elliot (Michael Caine) er forelsket i Lee, mens Holly er blevet kærester med Hannahs eksmand Mickey (Woody Allen). Dette giver anledning til en mængde morskab og forviklinger, og da hele familien mødes til Thanksgiving, kan det næsten kun gå galt. En af Woody Allens bedste film. Den var nomineret til 7 Oscars og vandt 3, for bedste mandlige birolle, Michael Caine, bedste kvindelige birolle, Diane Wiest og bedste originale manuskript, Woody Allen.

Kødet skælver (Carne Tremula) (1997) Da Victor Plaza møder den smukke, rige Elena, tror han, at hun er hans livs udkårne. Men skæbnen vil, at den dag Victor opsøger Elena, får hun uventet besøg af politiet. Nerver på højkant og et vådeskud lammer politimanden David, og Victor idømmes 6 års fængsel. Mens han afsoner sin dom, kan han følge med i Davids komet-karriere og hans ægteskab med Elena. Tanken om hævn bliver en besættelse for Victor. Kødet skælver er instrueret af spanske Pedro Almodovar og har bl.a. Javier Bardem og Penelope Cruz på rollelisten.

La zona (2007) La Zona, et af Mexico Citys rigeste kvarterer, er omringet af mure og overvåges døgnet rundt for at beskytte beboerne mod volden fra slumkvartererne udenfor. Da en bande kriminelle tiltvinger sig adgang til området, begår indbrud i en af rigmandsvillaerne og dræber husets beboer, igangsættes en nådesløs menneskejagt inden for La Zonas mure. Et af bandens medlemmer, Miguel, søger tilflugt i kælderen under den 16-årige Alejandros hus, og mødet mellem de to drenge konfronterer den beskyttede Alejandro med verden uden for La Zona.

Mysterious Skin (2004) Brian og Neil er to unge mænd, der tilsyneladende intet har til fælles. Godt nok bor de i den samme by, og da de var 8 år, gik de på samme baseballhold. Men der stopper ligheden. Brian er blevet en sexforskrækket, indadvendt ung mand, der er overbevist om, at han blev bortført af en UFO, da han var otte. I samme alder opdagede Neil, at han var bøsse, og siden har han levet som eftertragtet trækkerdreng. Men de to meget forskellige mænd bærer på en fælles hemmelighed fra barndommen, som har formet og ødelagt deres liv. Det er kun Neil, der kan huske, hvad der skete. Brian, derimod, husker intet af, hvad der skete i fem uheldssvangre timer i hans barndom.

Short Cuts (1993) Robert Altman væver et tæppe af historier og skæbner sammen, som alle handler om mislykkede menneskelige relationer og parforhold. Mens solen skinner over det californiske landskab, følger kameraet en pigeglad betjent og hans masochistiske kone, en helikopterpilot, der søger en usædvanlig hævn over sin ekskone, et ægtepar, hvis liv bryder sammen, da deres søn bliver dræbt i trafikken, en mand, der er træt af at høre sin kone snakke sex i telefonen, m.m. Robert Altman var nomineret til en Oscar for bedste instruktør. Han var nomineret 5 gange i denne kategori uden at vinde, men opnåede dog at modtage en Æres-Oscar i 2006. Han døde samme år i en alder af 81 år.

Short Cuts bygger på en række noveller af Raymond Carver og en engelsksproget udgave af denne kan lånes på biblioteket.

Topsy-Turvy (1999) Vi befinder os i London i midten af 1880´erne. Efter en stribe store succeser oplever Gilbert og Sullivan, at deres seneste komiske opera, Princess Ida, får en dårlig modtagelse af anmelderne. Samtidig er Sullivan træt af samarbejdet med Gilbert. Han vil hellere bruge sine sidste år på at skrive symfonier og seriøse operaer, men en fælles kontrakt binder dem til Savoy Theatre og dets direktør. Gilbert bliver af sin kone lokket med til en japansk udstilling – her melder inspirationen sig. Snart har han udtænkt et handlingsforløb og begynder at spytte nye tekster ud. Sullivan følger begejstret trop. Filmen følger iscenesættelsen af Mikadoen frem til den storslåede og triumferende premiere. Mike Leighs originalmanuskript er ved at flyde over af vittigt og elegant turnerede replikker, og samtidig levnes der plads til adskillige kig ind på alvoren bag de farvestrålende facader.En lidt atypisk film for Mike Leigh, som ellers er kendt for at lave socialrealistiske film. Topsy-Turvy vandt 2 Oscars for bedste kostumedesign og bedste make-up og var nomineret i to andre kategorier.

Du kan låne flere forskellige bøger om Gilbert and Sullivan. En af de nyere titler er Ian C. Bradleys Oh joy! oh rapture! : the enduring phenomenon of Gilbert and Sullivan.

The Visitor (2007) Walter Vales liv er gået i stå. Hverken undervisning eller skriverierne giver samme glæde som tidligere, og livet snegler sig af sted. Det ændrer sig, da Vale aflægger et sjældent besøg i sin lejlighed i New York. To indvandrere er nemlig meget overraskende flyttet ind. De er blevet ofre for svindel, og modstræbende begynder Walter at hjælpe dem. Det bliver starten på nye venskaber og kulør på livet. Richard Jenkins præstation som Walter Vales er helt usædvanlig og han blev fortjent nomineret til en Oscar. Han er absolut en skuespiller, som fortjener mere opmærksomhed. Det får han her med et billede - bid mærke i ham!!!

BØRN

Camp Rock (2008) Mitchie Torres er en begavet men usikker teenager, der får sit livs chance, da hun kommer med på den attraktive Camp Rock – en sommerlejr for unge, ambitiøse artister. Med på lejren er også Shane Gray, en ung, vild og erfaren stjerne med et attitudeproblem, der modvilligt skal arbejde som gæstelærer hele sommeren. Ikke fordi han vil, men fordi han skal, ellers risikerer han at miste sin værdifulde pladekontrakt. Han finder ny inspiration, da han hører Mitchie synge, men han kan ikke se hende. Han begynder at lede efter den mystiske stemme, samtidig med at Mitchie selv prøver at overvinde sin frygt for at stå i rampelyset. Uden at de ved det, kan de begge lære noget af hinanden, men vil skæbnen føre dem sammen? Se det nye stjerneskud Demi Lovato som Mitchie og Joe Jonas fra Jonas Brothers som Shane Gray i Camp Rock - en film propfyldt med suveræn musik, dans og supercool bonusmateriale, der får rockstjernen frem i enhver!

VOKSEN

Familien Mann; Kriminalkommisær Barnaby 13; Kriminalkommisær Barnaby 14; Kriminalkommisær Barnaby 15; Kriminalkommisær Barnaby 16; Kriminalkommisær Barnaby 17; Kriminalkommisær Barnaby 18; One Shot; Snatch; Værelse med udsigt

BØRN

Bamses billedbog dvd - 33; Filmhits for børn - 5; Filmhits for børn - 6; Kaj og Andrea - 19; Klokkeblomst; Søren Spætte og hans venner - 5; Søren Spætte og hans venner - 6; Søren Spætte og hans venner - 7

Ingen kommentarer: